Værket – fra maskinhal til koncertsal
Da Esbjergs første elværk blev opført i 1907, var Esbjerg stadig en ung by. Havnen, jernbanen og industrialiseringen havde på få årtier forvandlet et stykke hede til en hastigt voksende købstad.
Elektriciteten skabte energi - den var fremtidens kraft, og elværket blev et af de mest synlige symboler på den optimisme og fremskridtstro, der kendetegnede pionertidens Esbjerg. Herfra strømmede energien ud til mennesker og virksomheder i en by, som voksede med en hast, få andre danske byer kunne matche.
Med tiden sænkedes farten, og byen, der nu var vokset til, kaldte på nye fortællinger. Her blev kulturen 1990'ernes pejlemærke. Maskinerne på det gamle elværk var standset i 1970'erne, og de store rum stod tilbage som minder om en tid, hvor energien blev båret frem af teknologiske landvindinger som drivkraften i byens udvikling. For elværket kunne det være blevet slutningen på historien. Men i stedet blev det begyndelsen på et nyt kapitel.
For i en tid, hvor Vestjysk Musikkonservatorium kæmpede for sin beståen, opstod en vision om at give både institutionen og bygningen et fælles nyt liv. Centralt i den vision stod konservatoriets mangeårige rektor, Axel Momme. Med et sjældent blik for både kulturens betydning og stedets muligheder blev han energien og drivkraften bag forvandlingen. Hvor andre så en nedlagt industribygning, så han en unik ramme om musik, uddannelse og kreativitet.
Det var en vision, der krævede både vedholdenhed og veltalenhed. Og resultatet blev en af de mest bemærkelsesværdige kulturhistoriske transformationer i Esbjergs historie. Det gamle elværk blev ikke bare bevaret. Det blev omdannet og genopfundet. Fra produktion af den elektriske energi til kraften og energien i musikken og den menneskelige skaberkraft.
Bogen fortæller historien om forvandlingen. Om bygningen og dens skiftende funktioner. Om de mennesker, der fyldte den med liv. Og om de personligheder, der insisterede på, at fortidens industrielle arv kunne danne rammen om fremtidens kulturliv.
Arkivchef Lulu Anne Hansen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, oktober 2026
| Titel: | Værket - fra maskinhal til koncertsal |
| Forfatter: | Annelene Vestergaard |
| Redaktion: | Axel Momme, Annelene Vestergaard, Lulu Anne Hansen og Lars Hyldahl Brockhoff |
| Udgivet af: | Esbjerg Byhistoriske Arkiv |
| Udgivelsesår: | 2026 |
| Tryk: | Grafisk Trykcenter, Esbjerg |
| Grafisk tilrettelæggelse: | Grafisk Trykcenter, Esbjerg |
| Format: | Ill. indb. (17.4 x 24,4 x 1 cm) |
| Sideantal: | 56 |
| Vægt: | 340 g |
| Pris: | 150 kr. |
| Oplag: | 600 stk. |
| ISBN: | 978-87-89085-74-6 |
| Udgivet med støtte fra: | Lida og Oskar Nielsens Fond, Johan Hoffmann Fonden og Esbjerg Fonden |
