Dengang under krigen – Esbjerg under Anden Verdenskrig 1939-1945

DKK 250,00

Lagerstatus: På lager
stk.

Dengang under krigen – Esbjerg under Anden Verdenskrig 1939-1945

 

Fredag den 28. maj 2021 udgiver Esbjerg Byhistoriske Arkiv en ny bog om byens historie under 2. Verdenskrig, fyldt med billeder, som man næppe tror findes.

 

”Dengang under krigen – Esbjerg under 2. Verdenskrig 1939-1945" er titlen på den nye bog. Den adskiller sig fra andre bøger om besættelsen ved at skildre perioden i små og store hændelser fra aviserne. Teksten illustreres af nogle af de mange samtidige fotografier i arkivets store fotosamling. De fleste billeder er taget af pressefotograf Paul Bølling, som var pressefotograf for dagbladet Vestjyllands Socialdemokrat/dagbladet Vestjyden, og størstedelen af disse billeder har ikke været publiceret før.

 

Bogen er skrevet af arkivar Lars Hyldahl Brockhoff og er en kronologisk gennemgang af periodens historie. De store, markante hændelser som den mørkeste nat i Esbjergs historie er naturligvis med, men ellers er det de dagligdags og overraskende episoder, der fortælles om. Vidste du f.eks., at byens restauranter i 1942 fristede med kødløse menuer, eller at prisen på en flyversjus i januar 1942 lå på omkring 1,75 kr. stykket på byens smugkroer? Eller at det i samme vinter var så koldt, at man kunne gå over isen fra Esbjerg til Fanø? Eller at man oprettede et øretævekorps i den politiløse tid efter den 19. september 1944?


Hertil kommer fortællingerne om drukneulykker, det farlige fiskeri, kaninhold og -kogebøger, sortbørshandel, sabotager, clearingmord, schalburgtager, minesprængninger, bombesprængninger, retsopgør og andre af dagligdagens hændelser. Nogle meget dramatiske, nogle meget morsomme, andre igen blot anderledes end normalt.

 

Man levede livet, som man bedst kunne, men besættelsestidens restriktioner tog sommetider fornøjelserne fra folk. I den varme sommer 1943 cyklede byens ungdom gennem gaderne i badetøj for at få sig en frisk dukkert fra Søbadeanstalten i havnen. Blot for at opdage, at Søbadeanstalten var blevet lukket, da den ikke kunne tilbyde beskyttelsesrum til de 4-5.000 besøgende, den ellers let kunne nå op på. 


 
Køer var et tilbagevendende tema i de trange år under besættelsen. Her står byens børn i kø ved frugthandler Johs. Meier i Kongensgade. I marts 1944 reklamerede han med gratis appelsiner til de første 1.000 børn. Her er det køen kl. 8 om mor-genen. Politiet måtte rykke ud med tre mand for at regulere tilstrømningen. Foto: Paul Bølling. EBA 33998


Lars Hyldahl Brockhoff. ”Dengang under krigen – Esbjerg under 2. Verdenskrig 1939-1945". 248 s., ill. indb. Pris: 250 kr.

Titel: Dengang under krigen – Esbjerg under Anden Verdenskrig 1939-1945
Forfatter: Lars Hyldahl Brockhoff
Udgivet af: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Serie: Skriftrække B nr. 60
Udgivelsesår: 2021
Sats og layout Jens Vaupell Christensen
Layout af omslag: Linda Kongerslev
Sat med: Minion
Format: Ill. indb. (21,5 x 30,5 x 1,8 cm)
Sideantal: 248
Vægt: 1.280 g
Pris: 250 kr.
Oplag: 2.500 stk.
ISBN: 976-87-8908569-2
ISSN: 0902-3925