Fiskerne og byen

UDSOLGT

Fiskerne og byen – Fiskeriet fra Esbjerg indtil 1940

Krigsnederlaget i 1864, som afskar Danmark fra havnene i Hamborg og Tønning, var den direkte årsag til, at det i 1868 blev besluttet at bygge en havn på den øde egn ved Esbjerg Kleve. Beslutningen blev mødt med stor skepsis, men udviklingen gjorde alle bagtalere og sortseere til skamme. Da Esbjerg Havn blev anlagt, tænkte ingen på fiskeriet. Det nærliggende Hjerting var dengang et af Vestkystens største fiskelejer, og mange mente, at Hjerting skulle blive ved med at være områdets dominerende fiskerby.

Sådan kom det ikke til at gå. Fiskeriets eksplosive udvikling medførte, at fiskerbådene blev meget større og lå bedre beskyttet mod storm og is i Esbjerg Havn, hvor fiskehandlen og de forskellige faciliteter også blev etableret. Havnen blev taget i brug i 1874, og straks begyndte tilstrømningen af fiskere. I løbet af 35 år voksede Esbjerg Havn til at blive landets suverænt største fiskerihavn.

Om Esbjergs historie og første pionerer er der skrevet en del, men der mangler en sammenhængende beskrivelse af fiskeriet fra Esbjerg og om fiskerbefolkningens liv. De første fiskerpionerer, som var med til at gøre Esbjerg til landets betydeligste fiskerby, er kun nævnt i forskellige jubilæumsskrifter eller i sammenhæng med andre beskrivelser. Det vil jeg gerne råde bod på. Derfor søgte jeg skriftlige oplysninger og havde samtaler med gamle fiskere for at skaffe stof til en bog om de første Esbjerg-fiskere.

Jeg har en naturlig indgang til emnet. Min far kom som atten-årig til Esbjerg fra Holmsland Klit i 1898 for at fiske fra den nye havn. I 51 år var han skipper og ejer af tre forskellige kuttere, der hver for sig repræsenterer en epoke af Esbjerg-fiskeriets historie. Jeg er således opvokset i fiskermiljøet og har endvidere været fisker i ni år.

Når jeg vil skrive om Esbjergs fiskere, er det ikke for at fortælle om nogle få dygtige og fremsynede mænd. Det er allerede gjort, bl.a. i fem bøger om Claus Sørensens virke, som udkom i 1970'erne. Denne bog er et forsøg på at beskrive det første fiskeri fra Esbjerg, og den dækker tiden frem til april 1940. Med stor respekt vil jeg forsøge at fastholde mindet om de mange fiskere, som slog sig ned i den nye by og spørge: Hvor kom de fra, hvorfor kom de, og hvordan gik det dem? De første pionerer fik ikke noget foræret, men måtte selv skabe en tilværelse ved slid, nøjsomhed og gåpåmod. Mindet om dem bør bevares i historien om Esbjerg og især for fiskernes mange efterkommere. For, som forfatteren Hans Lyngby Jepsen skriver et sted: »Alle har et sted at høre hjemme, om det er nok så lille, fjernt eller skjult. Uden det ville vi ikke være dem, vi er - ja, vi ville ikke kunne kende os selv«.

Esbjerg i september 1997
Johs. Bredmose Simonsen
(forord)