Mennesket ved havet – En skulptur bliver til
Den 28. oktober 2020 kunne vi i Esbjerg fejre 25-året for afsløringen af kunstneren Svend Wiig Hansens monumentalskulptur "Mennesket ved Havet" på Sædding Strand.
I de mellemliggende år er der fortalt og skrevet meget om, hvordan den store skulptur er kommet til verden. Noget af det sagte og skrevne har ikke haft så meget med virkeligheden at gøre, så jeg fandt tiden inde til at skrive den rette beretning om dette stykke Esbjerghistorie. Ikke mindst fordi jeg er den sidste af dem, der var med i hele forløbet, der lever endnu.
Bogen bygger på de arkivalier, der ligger i Esbjerg Byhistoriske Arkiv samt på min kontakt med Svend Wiig Hansen og indsamlingsbestyrelsen i den otte-årige periode, opførelsen kom til at strække sig over. Det er ikke alt, man kan læse sig til i arkivalierne. I perioder talte jeg dagligt med Svend Wiig Hansen, undertiden endog flere gange om dagen. Wiig Hansen og hans hustru Leila Wiig Hansen besøgte os privat adskillige gange i opførelsesperioden. Også derres sønner, Christian og Nicholai, lærte vi godt at kende.
Også med indsamlingsbestyrelsens formand, direktør, cand. polit. Tage Sørensen havde jeg jævnligt telefonisk kontakt uden for bestyrelsesmøderne, hvis der var problemer, ofte af praktisk art, der hurtigt skulle løses. Vi havde et tillidsfuldt samarbejde.
Min hustru Birgit og jeg fotograferede hele forløbet under skulpturens tilblivelse. Fotografierne har vi senere overdraget Esbjerg Byhistoriske Arkiv i kopi.
Det har været et privilegium og en stor glæde sammen med Svend Wiig Hansen og indsamlingsbestyrelsen at have været med til at rejse skulpturen.
Stor tak til arkivchef for Esbjerg Byhistoriske Arkiv, cand. mag. Jørgen Dieckmann Rasmussen, der mente, jeg straks skulle begynde at skrive, da jeg forelagde ham idéen til denne bog. Også stor tak for, at han beredvilligt har stillet sin og arkivets ekspertise og sagkundskab til rådighed.
Stor tak også til grafikeren Linda Kongerslev for engageret, medlevende og kreativ medvirken.
Da jeg forelagde Christian og Nicholai Wiig Hansen idéen til bogen, var de straks med på omkostningsfrit at stille deres fars arbejder til rådighed for udgivelsen. Det skal de have en varm tak for.
Stor tak til fondene, der har støttet udgivelsen. Uden denne støtte var bogen ikke blevet til virkelighed.
Sidst, men ikke mindst skal der lyde en stor tak til min ægtefælle Birgit Troelsen, som i hele opførelsesperioden var en uvurderlig støtte og hjælp, og som under udarbejdelsen af denne bog desuden har været min ekstra hukommelse samt ubønhørlige kritiker. Også tak til min familie, der på sidelinjen gennem alle årene har fulgt arbejdet.
Esbjerg i maj 2023
Ole Troelsen
(Bogens forord)
Titel: | Mennesket ved havet – En skulptur bliver til |
Forfatter: | Ole Troelsen |
Redaktion: | Arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen |
Udgivet af: | Esbjerg Byhistoriske Arkiv |
Serie: | Skriftrække B nr. 62 |
Udgivelsesår: | 2023 |
Tryk: | Stibo Complete A/S |
Grafisk tilrettelæggelse: | Linda Kongerslev Grafisk Design |
Format: | Ill. indb. (17.4 x 24,4 x 1,3 cm) |
Sideantal: | 103 |
Vægt: | 441 g |
Pris: | 150 kr. |
Oplag: | 1.000 stk. |
ISBN: | 978-87-89085-71-5 |
ISSN: | 0902-3925 |
Udgivet med støtte fra: | Blue Water Fonden, Danske Bank Fonden Esbjerg, Esbjerg Ugeavis Fond, Lida og Oskar Nielsens Fond, Johan Hoffmann Fonden og Velux Fonden |