Udsolgt

Modstand – Træk af modstandskampen i Esbjerg, Ribe og Bramming 1940-45

Produktet er udsolgt.

DKK 169,00

Lagerstatus: Ikke på lager

Modstand – Træk af modstandskampen i Esbjerg, Ribe og Bramming 1940-45

 

Forord:

 

Denne bog udgives i forbindelse med Sydvestjyske Museers særudstilling Modstand – Esbjerg, Ribe, Bramming 1940-45 på Esbjerg Museum. Udstillingen forsøger at favne modstandens historie i Esbjerg, Ribe, Bramming og oplandsbyerne i den nye kommune.

 

Ikke overraskende måtte vi undervejs i udstillingsarbejdet sande, at der var mange facetter, særudstillingen ikke kunne rumme. Og selv om en bog heller aldrig kan omfatte alle hændelser og personer, er formålet med denne udgivelse af trænge et spadestik dybere ned i nogle af besættelsestidens temaer og hente flere vigtige og karakteristiske træk af kommunens modstandshistorie frem.

 

Bogen baserer sig ikke mindst på den uvurderlige udforskning af modstandsbevægelsen i Sydjylland, som historikeren Aage Trommer, der døde i marts 2015, udgav med Modstandsarbejde i nærbillede i 1973. Trommers bog er et hovedværk til den danske modstandsbevægelses politiske rodnet og udvikling og bygger på hundredvis af interview med centrale modstandsfolk. Dette kildemateriale befinder sig nu på Rigsarkivet – dele af materialet er dog på Historisk Samling fra Besættelsestiden (HSB) – og udgør en hjørnesten i vores arbejde med modstand i Sydvestjylland. Derudover bygger både særudstilling og den foreliggende bog på det store materiale fra Esbjerg og Ribe politikredse i arkivet efter Stadsadvokaten for særlige Anliggender (Rigsarkivet) og på HSB’s samlinger af illegalt materiale, beretninger og interview. Endelig har en række arkiver været hjælpsomme med beretningsmateriale og fotos.

 

På den baggrund forsøger bogen at samle den eksisterende viden om modstanden i Sydvestjylland og tager desuden hidtil mere upåagtede dimensioner op, såsom det illegale bagland med familier og præster, der sørgede for husly og pusterum til modstandsfolk.

 

En væsentlig del af bogen handler (ligesom særudstillingen) om modstandens pionerår. Bag den prioritering ligger en faghistorisk vurdering, nemlig at den danske modstandsbevægelses vigtigste resultat var dens store aktier i samarbejdspolitikkens skibbrud 29. august 1943. Her spillede udviklingen i Esbjerg en afgørende rolle. I det hele taget fokuserer en stor del af bogen på netop Esbjerg. Denne fokus afspejler virkeligheden, for som regionens største by og som en by, der tidligt blev udpeget til det illegale centrum i Vest- og Sydvestjylland, var Esbjergs betydning stor. Men bogen beskæftiger sig tillige en del med Ribe og desuden med Bramming, mens landsogne og landsbyer ligesom i andre dele af Danmark typisk først blev involveret i modstandsarbejde i 1944-45 og derfor kommer ind i billedet sidst i bogen.

 

Bogen er delt i tematiske og nogenlunde kronologisk-fremadskridende kapitler. Ved hvert kapitel i bogen er de vigtigste bøger, artikler og kilder anført, så interesserede læsere selv kan grave videre i stoffet. Enkelte af bogens kapitler er reviderede udgaver af tidligere artikler af forfatterne.

 

Mange har bistået i arbejdet med udstilling og bog. Tak til Sydvestjyske Museers formidlingsenhed for et værdifuldt udstillingssamarbejde, der også spiller ind på denne bogs form og indhold. Et par af vores kolleger, ph.d. Lulu Anne Hansen og cand.mag. Palle Andersen takkes for deres medvirken til et par af bogens kapitler. Også tak til cand.mag. Rasmus Therkelsen og HSB’s frivillige Verner Blom, Leif H. Thomsen, Lise og Benneth Østergaard Petersen samt tidligere frivillig Hilda Pedersen. En særlig tak til frivillig Niels Lykke-Kjeldsen, der ud over sit frivillige arbejde for HSB, har foræret arkivet et spændende fotoalbum med hidtil ubenyttede billeder fra Esbjerg.

 

Bramming Egnsmuseum og kommunens lokalarkiver Bramming Byhistoriske Arkiv, Darum Sognearkiv, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Guldager Sognearkiv, Gørding Sognearkiv, Jernved Sognearkiv og Ribe Byhistoriske Arkiv takkes for fotos, beretningsmateriale m.m., ligesom Kolding Stadsarkiv, Odense Stadsarkiv, Landsarkivet for Sønderjylland, Rigsarkivet og Frihedsmuseet takkes for deres velvillige hjælp med ikke mindst billedsiden.

 

Esther Sander, Anton Møller, Niels Frederiksen, Børge Puggaard Thomsen og Kirsten Lorenzen takkes varmt for oplysninger og lån af fotos i lighed med MYRTHUE, Esbjerg Kommunes Skoletjeneste.

 

Endelig takkes Lida og Oskar Nielsens Fond for støtte til udgivelsen.

 

Forord til 2020-udgaven:

 

Da førsteoplaget af Modstand er udsolgt, udgiver vi i 75-året for befrielsen bogen i et nyt og let revideret oplag med to helt nyskrevne kapitler om modstandsbevægelsen i Sydvestjylland efter 5. maj 1945 og om det lokale retsopgør 1945-49.

Titel: Modstand – Træk af modstandskampen i Esbjerg, Ribe og Bramming 1940-45
Forfattere: Mona Jensen og Henrik Lundtofte
Udgivelsesår: 2020 (2. udgave, 1. oplag)
Sats og tryk: Tarm Bogtryk as
Format: Ill. indb. (17,4 x 25 x 1,4 cm)
Sideantal: 151
Vægt: 563 g
Pris: 169 kr.
Forside: Sabotage på havnen i Esbjerg 20.8.1943
ISBN: 978-87-89827-75-9
Udgivet med støtte fra: Lida og Oskar Nielsens Fond