Mit liv i år 2000 ...tanker ved et årtusindskifte

DKK 168,00

Lagerstatus: på lager.
stk.

Mit liv i år 2000 ...tanker ved et årtusindskifte

 

"I den kommende tid vil jeg spise lidt mindre portioner af alting, for jeg har i julen taget et par kg. på i vægt af al den gode mad…" (Kaj Schmidt, 69 år)

 

"I dag burde jeg være glad, for der er netop kommet brev fra kommunen om, at min pension er steget med 75 kr. om måneden…" (Erling Petersen, 68 år)

 

"Endelig kom jeg ind i bilen, og som det første sagde jeg til børnene: "Nu skal I være stille, der er bankrøveri". Vi kunne jo ikke køre, jeg var heller ikke i stand til det…" (Bente Gram Eriksen, 46 år)

 

"Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være helikopter-pilot og kunne flyve rundt for at stoppe miljøforurening samt fange krybskytter, der skyder truede dyr…" (Jacob Mortensen, 10 år)

 

"Efter brudevalsen blev der tid til et par timers dans. Natmaden bestod af pandekager med millionbøf. Det var bare så vellykket, det hele…" (Anne Lise Vandborg, 63 år)

 

"Jeg ønsker at vise andre, at lykkelige forhold stadig findes, og at man godt kan leve sammen, til man dør…" (Irene Hunderup, 29 år)

 

"Det piner mig, at den kommunale service er så ringe. Der betales jo for den. Hjemmehjælpen kommer lige ind, tømmer potten (men glemmer tit at skylle den af), sætter min mors hår og farer så af sted igen…" (Jette Aggerbeck, 66 år)

 

"Ved at skrive dagbog kan jeg se, at jeg er meget alene. Jeg tænker egentlig slet ikke melankolsk på det, for jeg synes, jeg har en god hverdag…" (Dorthe Petersen, 81 år)

 

"Årene 1995 og 1996 gik uden store sorger, men de har sandelig tager revanche siden. I 1997 begyndte min mand at blive syg…" (Grethe Sørensen, 56 år)

 

"Jeg ville tælle hans åndedræt, som vi havde gjort aftenen før, men han åndede ikke mere. Jeg græd et stykke tid – som jeg gør nu i genoplevelsen…" (Kaj Schmidt, 69 år)

 

 Ovenstående er små udpluk fra bogen, "Mit liv i år 2000", med almindelige menneskers beretninger om den almindelige hverdag i Ribe Amt anno 2000.

 

I anledning af årtusindskiftet opfordrede foreningerne Ribe Amts Lokalarkiver og Historisk Samfund for Ribe Amt alle borgere i amtet til at fortælle om deres dagligdag, deres håb og drømme, forventninger og tanker om de personlige oplevelser såvel som de fjerneste begivenheder. Der var frit spil med hensyn til form og indhold.

 

41 havde sendt deres bidrag ind, da fristen udløb den 1. februar 2001. Flest valgte dagbogsformen og andre dagligdags beretninger. Men der var i øvrigt alt fra video over digte og sange, livserindringer og kalendere til en oppustelig ølflaske! Og der var fotografier og udklip.

 

Vinderbidragene blev præmieret i oktober 2001.

 

Nu er bogen udkommet – med sine beretninger om almindelige menneskers hverdag. Vidt forskellige beretninger, der afspejler menneskelig mangfoldighed i dagligdagen. Her er glæde og sorg, fest og bekymring, tanker om børn og børnebørn og Dronning Ingrid, Brødrene Olsen og håndboldpigerne, der vandt OL-guld i Sydney.

 

Såkaldte almindelige mennesker har faktisk et spændende liv, der rummer vedkommende fortællinger – ofte genkendelige, men aldrig ligegyldige.

 

Bidragene er ikke udgivet i deres fulde længde, men i uddrag. Bogen er opdelt i temaer: Hverdag og begivenheder, Fester og traditioner, Børn og børnebørn, Velfærd og fællesskab, Sorger og bekymringer, Minder over Dronning Ingrid, Danmark og EU – euroafstemningen og Sporene efter orkanen.

 

Et unikt kildemateriale er skabt med bogen og med de fuldstændige beretninger, som nu er tilgængelige i lokalarkiverne i Ribe Amt, hvor de naturligt hører til.

 

Bogen Mit liv i år 2000 er udgivet af Esbjerg Byhistoriske Arkiv i samarbejde med Ribe Amts Lokalarkiver og Historisk Samfund for Ribe Amt. Bogen er på 144 sider, indbundet og med farveillustrationer.

 

Pris 168,00 kr.

Titel: Mit liv i år 2000 ...tanker ved et årtusindskifte
Redigeret af: Richard Bøllund, Jørgen Dieckmann Rasmussen, Mogens Hansen og Karen Margrethe Melbye
Udgivet af: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Serie: Skriftrække B nr. 28
Udgivelsesår: 2002
Produktion: Kiva Grafisk, Esbjerg
Forsidelayout: Arkitekt Else Kierstein
Format: Ill. indb. (17,5 x 24,9 x 1,5 cm)
Sideantal: 136
Vægt: 577 g
Pris: 168 kr.
Oplag: 1.500 eksemplarer
ISBN: 87-89085-48-5
Udgivet med støtte fra: Den Jyske Sparekasse, BG Bank Fonden i Esbjerg samt Kjems-Fonden