Fra Havnespil til Esbjergspil – Egnsspil i Esbjerg 1987-2017

DKK 80,00

Lagerstatus: på lager.
stk.

Fra Havnespil til Esbjergspil – Egnsspil i Esbjerg 1987-2017


Kælderen under Esbjerg Byhistoriske Arkiv er Aladdins hule – fyldt med magi og eventyr! Her slumrer tørre kilder, der blot venter på at blive tryllet om til gyldne fortællinger – til ballader, til poesi, til drama, til musik – til kød og blod.

 

Kulturen og historien – menneskers levevilkår såvel det lokale, Danmarkshistorien – ja, Verdenshistorien bliver levende og bæres videre til næste generationer. Fortid og nutid forbereder os til fremtiden.

 

Forfatteren gnider på Aladdins vidunderlige lampe – lampens ånd viser sig – der opstår magiske øjeblikke – de gulnede papirer inspirerer forfatteren, og en vidunderlig proces er sat i gang.

 

Forfatteren gnider igen på Aladdins vidunderlige lampe – lampens ånd fremtryller interesserede borgere, som formidler deres beretninger på vores fortælleaftener. Erindringsglimt bliver fortalt, og den kollektive hukommelse lever og inspirerer. Barske beretninger fra havn og by – foto fra et bryllup – efter brylluppet slog han mig hver dag i fem år. Et serveringsforklæde fra Rio Bravo, det må I låne – smertelige fortællinger om længsel, fattigdom, svigt og vold – om alsang under besættelsen – jeg mødte min kærlighed under en tiøres dans på Torvet – brev fra Amerika: Han kommer ikke hjem, han har ingen penge – han lovede... kan I huske....

 

Forfatteren gnider for tredje gang på Aladdins vidunderlige lampe – lampens ånd fremtryller et historisk, passioneret menneske Jørgen Dieckmann Rasmussen, der med iver, viden og energi beriger medlemmer med sin faglighed.

 

De tørre kilder får liv – og sammen med de levende beretninger krydret med fantasi og kunstnerisk frihed skaber forfatterne et manus. Det lille nyfødte barn overrækkes til instruktøren – så kommer der for alvor liv og handling på scenen.

 

Tak!

 

Tak til de mange borgere, der har inspireret os på fortælleaftenerne.

 

Tak til Jørgen Dieckmann Rasmussen fordi du tålmodigt åbnede hulen for os. Tak for dine fortællinger om byens og havnens historie i forskellige tidsperioder. Det er jo ikke tilfældigt, at vi netop har ønsket at fejre vores 30 års jubilæum her.

 

Tak til forfattere, instruktører, tak til komponister, musikere, sangere tak til de skuespillere der har øvet og øvet og ventet og ventet, til deres scene skulle øves.

 

Tak til alle – plakatkunstnere, kostumefolk, scenografer, koreografer, sminkøser og til alle de vidunderlige, trofaste mennesker, der bag scenen har medvirket igennem 30 år – alle er lige vigtige, tænk, hvis der ingen lysfolk er!

 

Vi ønsker at være rummelige forstået således, at det er almindelige mennesker, der spiller teater. Vi har ingen optagelsesprøver (dog skal sangere kunne synge). Billetpriser og kontingent er overkommelige, for på den måde kommer vi også i kontakt med en målgruppe, der ikke har tradition for at gå i teateret.

 

I de 30 år, vi har spillet egnsspil, har over 25.000 mennesker været publikum, 2.000 mennesker mellem 6-80 år har været involveret på eller bag scenen. Udover det har vi hvert år spillet forestillinger for børn, unge og voksne, f.eks. revyer og smalle forestillinger, her har 10.000 set vores stykker.

 

Tak til Esbjerg Kommune for opbakning. Tak til de dejlige lokale og nationale fonde, der har betænkt os – tak til Kurt Skov for lån af Kartoffelpakhuset.

 

At være i teaterets verden er en livsstil – et liv i fællesskab!

 

Esbjerg i februar 2017
Hanne Meyer
formand for Esbjergspillene

(forord)

Titel: Fra Havnespil til Esbjergspil - Egnsspil i Esbjerg 1987-2017
Forfattere: Hanne Meyer og Jørgen Dieckmann Rasmussen
Redigeret af: Arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen, Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Udgivet af: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Serie: Skriftrække B nr. 58
Udgivelsesår: 2017
Sats: Esbjerg Byhistoriske Arkiv
Tryk: Rosendahls
Sat med: Antique Olive
Format: Ill. hft. (20,9 x 29,7 x 0,5 cm)
Sideantal: 69
Vægt: 377 g
Pris: 80 kr.
Omslag: Linda Kongerslev, grafisk design
ISBN: 978-87-89085-67-8
ISSN: 0902-3925