Esbjerg sejlskibe

Esbjerg sejlskibe

Til Esbjergs historie knytter sig et beskedent kapitel om sejlskibene, der hørte hjemme her. Beskedent fordi Esbjerg blev domineret af de dampskibe, der importerede kul og fragtede passagerer til og fra England. Kulimporten foregik med Villemoes og Lauritzens dampskibe. Dertil kom eksporten af bacon og smør til England, hvilket foregik på Lauritzens og DFDS's skibe i årenes løb. Dampskibsfarten dominerende rolle i Esbjergs historie er velbelyst, mens sejlskibene af samme grund blev beskedent omtalt. Det drejer sig om skibe bygget i Esbjerg, eller som blev hjemmehørende i byen. Desuden var der de mange sejlskibe, som assisterede ved havnebyggeriet eller som anløb havnen i sejlskibenes sidste tid.

Esbjergs sejlskibsfart havde sit udspring på Fanø og blev hovedsageligt bemandet med folk fra øen. Det var ikke så mærkeligt, for sejlskibsfart var her det altdominerende erhverv. Esbjerg udviklede i modsætning til Fanø et bredspektret erhvervsliv, hvoraf sejlskibene blot var en lille del. De tog sig af import fra og eksport til Nordsøhavnene, og under havnebyggeriet kom sejlskibene med byggematerialer som træ, sten og jernbaneskinner. Senere da handelen kom i gang, chartrede Esbjergs handelsfirmaer Fanøs skibe, netop fordi de bedst af alle kendte de vanskelige besejlingsforhold i Grådyb.

Esbjergs første større industrivirksomhed var skibsværftet, etableret direkte på stranden neden for Hotel Spangsberg af Th. Dahl, som få år før var begyndt i Esbjerg med kun ti kr. på lommen! Han var mester for tre smukke sejlskibe, mens det fjerde skib blev ramt af søfartens krise i 1875 og aldrig kom i vandet, men blev genanvendt til fiskekuttere.

Fra 1885 begyndte kendte redere imidlertid at indkøbe sejlskibe til Esbjerg fra udlandet. Som indskydere af nødvendig kapital stod et bredt udsnit af Esbjergs nybyggere samt tysk kapital.

Disse største af disse skibe gik ud i global fart med Europas store havne som baser. De oplevede stormende nætter ved Kap Horn, lagde sig ind ved små Stillehavsøer, ventede i uger på vind ved Ækvator og blev ramt af sammenstød og oversejlinger. De måtte udstå sult og mangelsygdomme på de lange rejser, men de dygtige søfolk, rundet af Fanøs sømands-slægter, klarede sig ofte og gav deres erfaringer videre til næste generation. De var læremestre i sømandskunst, noget de kunne være stolte af.

De lidt mindre skonnerter fik basishavn i Esbjerg og af dem sejlede nogle i fast rute på Hamborg, Bremen og franske havne. Andre gik i fart mellem Esbjerg og de havne, hvor der var fragt at få. For eksempel sejlede Christen Breinholts skibe i lighed med Marstal-skonnerterne i fart på New Foundland. Men Nordsøen var et farligt hav for et sejlskib med stor risiko for at strande enten under storm fra vest på den danske og tyske vestkyst eller storm fra øst på den engelske og skotske østkyst. Netop her på kysten ved Dunbar blev barkskibet Eliza vrag, og hele besætningen druknede.

Der er derfor god grund til at berette om Esbjergs sejlskibe, kaptajnerne og deres hustruer. Fordi kilderne og beretningerne er spredt, har det været en særlig opgave at samle dem i denne bog.

Sproget i beretningerne er nænsomt tilrettet og med nutidig retskrivning, så det letter læsningen. Ord, mærket med *, forklares bag i bogen.

Jeg vil takke arkivchef Jørgen Dieckmann Rasmussen for gennemlæsning af manuskriptet og fondene for støtte til bogens udgivelse.

Esbjerg den 10. marts 2014
Niels Frederiksen
(forord)